Ny debatbog fra den verdensberømte kardiolog Eric Topol skaber røre om en accelereret digitalisering af menneskeheden.

Sandheden er, at den digitaliserede fremtid betyder potentielt uanede muligheder i den gode og dårlige betydning, men at der ikke er mange konkrete gode resultater endnu.

Fremtidens mulige værdi for sundhedssektoren skal afvejes gennem en sikker omkostning i form af tab af privatsfære og diskretion. Digitalisering har derfor også en pris, som skal overvejes grundigt.
Topols »The creative destruction of Medicine« fremfører en række eksempler på det gavnlige i en total digitalisering af befolkningen. Lige fra blodsukkermåling via iPhone, anvendelse af genetiske data fra individscreening til at omlægge lægemiddeludvikling til »crowd-sourced«-metode. Dvs. et farvel til grundidé med kontrollerede undersøgelser i lukkede eksperimenter til etablering af ny viden.

Lægemidler skal virke »i den virkelige verden« og ikke i
laboratorieforsøg, live feedback frem for historiske kliniske forsøg.

Ingen tvivl om at nettet har gavnet patienten i ekstrem grad ved at gøre sygdomme og sundhedsviden tilgængelig. Men hvor er vi henne i digitalisering af patienterne her cirka ti år efter sekventering af det humane genom? Og har Topol en pointe?

FDA har en liste på over 50 lægemidler, som i dag baserer genetisk information. 97 procent af samtlige lægemidler har ingen kendt relation til genetisk information.
Digitalisering af genetiske data er ikke en realitet endnu. Vi er tidligt i udviklingen, og det er ikke klart, om visionen holder.
Resulterer massivt flere data virkelig i mere information og dermed muligvis til mere viden? Som modsætning til det usikre afkast bag øvelsen i at udtrække og udnytte flere data står den sikre konklusion i det gradvise tab af
privatsfære. Enhver google-søgning siden 1998 bliver gemt centralt og kan i praksis tilordnes den konkrete bruger.

Et skræmmende perspektiv for privatsfæren som mange ikke er klar over – gælder det også for medicin?
Hvad nu hvis enhver biologisk tilstand, hvad der er spist, indtaget, enhver tilstand og deraf følgende stoflige ændringer osv. bliver digitaliseret og sendt til centralt hold. Ikke kun i relation til hospitalophold eller anden behandling?

Misbrugsmulighederne ved at anvende den samlede database tilbage til individet er til stede, mens fordelene er uklare. Den kontrollerede medicinske undersøgelse under stringente forhold er fortsat guldstandarden for videnskabelig videnfrembringelse.
Eric Topols vinkel med at bruge digitalisering af patienten som motiv for at opløse privatsfæren er ikke valid (endnu). Der er ingen tegn på, at mere data er bedre, ligesom en tidobling af udviklingsomkostningerne ikke har resulteret i flere godkendte lægemidler.

Hovedsundhedsproblemerne er i væsentlighed et produkt af vores kultur og livsholdning. Tænk bare på fedme og diabetes-epidemien der raser. Ligesom man skal studere en potentiel svigermor nøje før et ægteskab med datteren, vil et blik tilbage til de seneste fire generationer i de flestes familier fortæller fortsat mere om de genetiske dispositioner end en genetisk testpakke.

Du er 45+ år, erhvervsleder og tror, at hjernens forfald venter, til du bliver pensioneret – det er forkert, processen, som ender med hjernedød, er i fuld gang allerede nu, viser en ny, opsigtsvækkende undersøgelse. Ny Biopharma-medicin, livsstil og hjernegymnastik kan være aktive våben mod dette. Hver dag tæller.

Siden juni 1990 gælder hjernedødskriteriet, som er en indirekte hyldest til det vigtigste organ i den menneskelige eksistens. Hvis hjernen er død kan livet for alle andre organer og celler slukkes med retssystemets hjælp. Trods den centrale fokus har der været en relativ beskeden bevidsthed om hjernens funktion i aldersforløbet.
Alzheimers er et kendt begreb, men associeres med personer i en høj alder, som alligevel har alskens andre problemer. Nye og sensationelle forskningsresultater viser derimod, at hjernens nedgang i funktionalitet allerede begynder i 40erne, ca. to årtier før man hidtid havde troet det. Dr. Singh-Manoux har for to uger siden rapporteret i British Medical Journal (BMJ 2012;344:d7622) om en undersøgelse hos mere end 10.000 offentligt ansatte i aldersgrupperne 45 og fremefter, af hvordan hjernens funktion udviklede sig. Det var bemærkelsesværdigt, at på en række målemetoder var nedgangen i 45-49 års gruppen lige så stor pr. år som i 60+, mens den i andre var noget højere hos de ældre.

Hvad kan de pågældende gøre? For det første skal man leve sundere. Motion, hjertekarsundhed og bedre kost har vist sig at have positive sammenhænge til hjernefunktionen. Dels hjernegymnastik: Hjernen er at betragte som en muskel, som kun ved vedvarende træning kan opretholde eller udvikle sin funktion, daglig intellektuel træning anbefales. Der er kommet en række nye arbejdsværktøjer udviklet i samarbejde med neurologer på nettet . Det er en form for spil, der dog træner helt bestemte aspekter af hjernefunktionen, måler svaghederne og sætter ind, hvor disse er størst. Det moderne fitnesscenter vil i fremtiden også være af intellektuel, virtuel karakter.
Endelig er der nye lægemidler. 2012 kan blive året, hvor der sker et stort gennembrud i behandlingen af Alzheimers og demens. Indtil videre har dette område været opfattet som et uindtageligt fort. Det er meget svært at vise en effekt, og risikoen er for stor – det er finansmarkedernes vurdering. Biopharma-industriens vedholdenhed har dog frembragt to væsentlige klinisk fase 3-programmer, som bliver annonceret i år, og de kan ændre vores verden: Eli Lilly Inc. vil i april annoncere resultaterne af solanezumab mod mild til moderat Alzheimers fra en stor undersøgelse. Johnson & Johnson vil i anden halvdel af 2012 komme med resultaterne for en lignende tilgangsvinkel med bapineuzumab inden for mild til moderat Alzheimers. De fleste eksperter mener, begge undersøgelser er meget risikofyldte og meget kan gå galt, men går det godt, vil det dels bidrage signifikant til vores hjernefunktions nedgang dels starte et kommercielt marked, der overstiger det globale insulinmarked.
Om man er aktionær i disse foretagender eller ej spiller ingen rolle – vi er alle aktionærer i det biologiske spil, al grund til at tage fat på den ene eller anden måde.«

Kerneproblemerne er ikke berørt af Sox og andre tiltag: Fuldstændig overvurderede og forældede regnskabsprincipper, der stammer fra den sene middelalder, samt for lille grad af interessesammenfald mellem aktionær og ledelse vil igen og igen byde på nye katastrofer – uagtet og måske forstærket af forkert regulering, da det giver falsk tryghed.

Sox består af mange punkter, men de væsentligste elementer er kriminalisering af regnskabsaflæggelsen og rutiner til skarpere adskillelse af bestyrelse, revision og ledelse. Vi kan aldrig fastslå, hvilke skandaler Sox har forebygget, idet de derfor definitorisk ikke skete. Hvad, der dog med sikkerhed kan siges, er, at Sox ikke er totalløsningen til forebygning af periodiske jordskredsskandaler: De moderne regnskabsprincipper blev opfundet af italieneren Luca Pacioli i 1494 og gælder fortsat i dag, og det er endda glimrende, som en professor i regnskabslære ved CBS engang ironisk sagde til undertegnede, »forudsat at virksomheden er en italiensk købmandsbutik fra renæssancen«.

Dagens virksomheder er alt andet end dette – off balance sheet-aktiver, OTC-finansielle kontrakter, immaterielle aktiver, forskelle i going concern versus likvideringsvurderinger er bare et par temaer fra dagens informationssamfund, som ikke findes i de fleste købmandsbutikker. Regnskabsloven og dens håndtering i praksis er ikke gearet til at favne disse nye og ekstremt komplekse dimensioner. Siden Sox’ indførelse har der været et hav af skandaler som lige præcis bunder i utilstrækkelighederne – Lehman Brothers, Bear Stearns og stort set hele finanssektoren. En ny bestyrelse og pludselig vurderes alle aktiver helt anderledes med konkurs til følge? I dag findes der ikke nok transparens af risikobilledet, eksponeringer og korrelationer, som understøtter finansielle investorer i prisfastsættelsen. Hvad nytter det så, at ledelsen underskriver et regnskab, at tallene er rigtige og følger lovgivningen –  under trussel af straf?

Den anden del af grundproblemet er tilstedeværelsen af »svage« sjæle på ledelsesgangene, som har udnyttet uigennemsigtighed og mangel på præcision til at sælge ekstremt risikofyldte papirer til mere eller mindre manipulerede investorer. Aktieejerskabet af ledelser og bestyrelser er typisk langt under fem til ti pct. Det vil sige, at risikofyldt adfærd muligvis køres på bekostning af aktionærernes værdier. Selvregulering, selvinteresse og moral er de stærkeste midler – hvordan får vi det tilbage?  De institutionelle investorer forventes at få øget pres på at spille en rolle her i de kommende år – Sox hjælper ikke her.

Præsident Obama har nu i flere omgange forsøgt at reducere Sox – revisionsbranchens lobby har forhindret det – der er grund til eftertanke frem for at fortsætte ti år i samme spor, når det tydeligt viser sig at være en blind vej.

Store dele af sundhedsvæsenet bliver i dag de facto styret af økonomiske frem for udelukkende medicinske hensyn. Især USA har strammet kravene voldsomt til godkendelse af nye lægemidler.

F.eks. er diabetesområdet forvandlet til et betydeligt mindre attraktivt område end for bare fem år siden med den følgevirkning, at den globale forskning og udvikling gennemgår et stærkt spring nedad, fra 15-20 pct. af omsætningen til evt. kun 10 pct. Pfizer Inc. reducerede for kort tid siden således forskningsbudgettet med 20 pct., og andre selskaber forventes at følge efter. Men denne udvikling indebærer også mulighed for at bruge krisen kreativt:

Sundhedsturisme er allerede et faktum, og et velkomment bidrag til mange europæiske hospitalers budgetter. F.eks. er der stor trafik fra Rusland til Berlin, fra Emiraterne til østkysten (USA), osv. Muligheden for Danmark består i at skabe accelererende udviklingsveje og godkendelsesprocedurer for den globale medicinalindustri.

Lige nu sidder hundredvis af farmaceutiske præparater fast i udviklingen, som er blevet en betydeligt længere rejse end ventet, formentlig med udsigt til at blive droppet. Patenterne udløber på en fast dato, og stærkt stigende udviklingsomkostninger på grund af delvist urimelige krav til godkendelse er de centrale faktorer.

Hvis Danmark indførte en »dansk foreløbig godkendelse« inden for rammerne af  etiske krav om livstruende sygdomme eller få alternativer, kunne det give disse præparater en mulighed for at »komme i land« i Europa og opnå større udbredelse og senere europæisk og amerikansk godkendelse. Sundhedsturismen kunne derved blive stimuleret med patientophold, hospitalsomkostninger i form af ophold og medicinindtægter som følge. Et følgekrav til virksomhederne om etablering af produktion og marketing fra Danmark til resten af verden ville ikke være problematisk i forhold til den enorme mulighed for at få en foreløbig godkendelse.

Skeptikere findes sikkert, da ideen med den nuværende godkendelsesproces er at finde de sande risici og fordele ved enhver medicin, før den bliver sluppet løs. Til det kan man svare, at den historiske rolle og den lovmæssige forankring i risiko vs. fordele for længst er overtaget af de økonomiske hensyn, som ikke altid er i patientens bedste interesse.

Hvorfor begrænse adgang til medicin, fordi den er »for dyr«, selv om det kan redde ens liv. Der er ingen mekanismer i dag for direkte betaling, og mange patienter dør reelt udelukkende af økonomiske hensyn, som de ikke er klar over, selv om de er betalingsdygtige. Realiteterne er også, at patienter ofte vælger  desperate løsninger som f.eks. fuldstændigt udokumenterede healingmetoder, naturmedicin uden effekt og indiske guruer.

I disse tider med maksimal usikkerhed har finansmarkederne vist deres svage side: Ikke at vide hvad man ikke ved. Årsagen er forankringen i en tro på, at analytiker-prognoser har en langt større værdi, end de i virkeligheden har. Konsekvensen er massiv fejlallokering af kapital og tab som i tilfældet Pandora A/S og Dendreon Inc. Investorene har først og fremmest brug for hjælp til at finde ud af, om de er i en komplet tåge eller i investeringer, der kan beregnes meningsfyldt.

Det danske aktiemarked har været fyldt med avisartikler om den nu berømte »P«-aktie, hvis foreløbige – men dramatiske fald var en ny prøvelse for de institutionelle investorer. Hvordan kan en ledelse og analytikere så kort før en dramatisk nedjustering være så enige om det præcist modsatte, nemlig at det går meget bedre, end investorerne tror. Kan man overhovedet forudsige et forløb som omsætning og gevinst/tab i dette tilfælde?

Der er med andre ord til tider tale om reel usikkerhed, som står i modsætning til begrebet risiko. Sidstnævnte er noget, man kan beregne; hvor sandsynligt er det, at en terning har udfaldet en sekser.

Reel usikkerhed betyder, at man ikke kan vide, om det er en seks- eller otte- eller hundredekantet terning. For både selskaber og analytikere begynder øvelsen dermed forkert ved ikke at sige de yderst vigtige, men simple ord: »Det ved jeg ikke«, hvis der er tale om reel usikkerhed.

Det drejer sig ikke om den faglige kompetence af analytikere, som er begavede over gennemsnittet: Man kan se det inden for det biofarmaceutiske område, hvor højtstuderede læger utvivlsomt har en kvalificeret baggrund for at forstå medicinmarkedet. Tilfældet Dendreon, som var den biopharmaceutiske verdens modstykke til »P«-aktien, viste, at selv en gruppe læger og erfarne analytikere fra Harvard og Stanford kan ramme grundlæggende forkert og efterlade aktien 80 pct. lavere og med ekstrem usikkerhed om fremtiden, fordi de heller ikke erkendte naturen i usikkerheden af en produktlancering.

Som økonomen Merton Miller allerede viste i 1977 er investorer i de selskaber med den største informationsusikkerhed som regel overvurderede, da det kun er de mest (urealistisk) optimistiske investorer, som ejer disse aktier. Romain Bouis fra Frankfurts universitet viste i 2003, at det i forstærket omfang gjorde sig gældende for børsnoteringer.

En anden økonom Frank Zhang fra Yale universitetet viste i 2005, at analytikernes forventninger i selskaber med høj reel usikkerhed var mest forkerte, og at analytikernes evne til løbende at kunne tage konsekvensen af informationer var betydeligt ringere.

Det vil sige jo mere tåget situationen er, desto mere stædige er analytikerne, lige indtil dommedag kommer, og reaktionen nødvendigvis bliver maksimal i form af massivt kurstab.

Det er en grundlæggende opgave for finansmarkedet – i stedet for en konkurrence om de mest avancerede modeller og tykkeste rapporter – at lave en helt basal inddeling i  reel usikkerhed versus risiko. Så kan investorerne vælge på samme måde, som de kan vælge mellem at spille poker eller købe en statsobligation. I stedet for »køb , sælg eller hold« , hvad så med at supplere med mulighed nr. 4: »Det ved jeg ikke«?

I medicinal branchen har patenter været kernen bag opnåelsen dels af en særdeles høj indtjening, men også af frembringelsen af exceptionelle produkter for patienterne. De samfundsvidenskablige resultater indenfor andre brancher understøtter ikke generelt patenter som et stærk faktor for at promovere innovation, da alternativet, virksomhedshemmeligheder, ikke er uden fordele. Mange af disse undersøgelser er dog lavet i en tidsæra uden internet og i regionale markeder. Fremadrettet favoriserer patenter beskyttelsen af opfindelser og mere fri komunikation i moderne netværksbaserede og internet baserede virksomheder. Ligesom WikiLeaks’ nylige offentliggørelse af statshemmeligheder formentlig vil reducere staternes kommunikative effektivitet og tvinge dem til hemmeligheder og mindre tværgeografisk transparens som følge af angst for lækager og dermed lavere effektivitet – præcist som WikiLeaks ønskede det. Patentmodellen som gavnlig for virksomhedernes cash flow står således ikke til debat, men tjener snarere som model for andre brancher og især nationer, som ønsker at tage springet fra lavt/mellem udviklet til højtudviklet land. Er der ikke incentives for at opfinde, bliver opfindelserne ikke gjort eller udnyttet godt nok.

Medicinalbranchen skaber et årligt cash flow til aktionærerne på ca.120 mia.USD på verdensplan, når der ses på alle børsnoterede selskaber, dette er mere end den globale IT-branche inden for hardware (Apple, IBM, Sun etc.) eller IT-services (Google, Oracle osv.) og kan bedst af alt ses som en stabil og stigende kilde, der har råvarelignende kvaliteter. Intet under at der ved den nylige Nortel patent auktion kom en budkrig som resulterede i et 4,5 mia.USD bud fra et konsortium anført af Apple med Google som taberen. Patenter kan blokere konkurrenter og muliggøre eksistensen af en langsigtet cash flow levetid forudsat, at der er tale om en sand innovation. Selskaber som Apple lever derimod en tilværelse som en højtflyvende succes, der kan blive afløst af total kollaps, hvis deres næste iPad version ikke er en success. Modsat den gængse opfattelse har biopharmabranchen ikke disse kvaler for de mere modne selskabers vedkommende.

På et mere nationalt plan, regnes patentbaserede industrier at stige kraftigt i betydning som en risikoreducerende og indtjenings-øgende feature. I modsætning til en oliekilde kan den enkelte stat ikke nationalisere eller højbeskatte selskaber med en global patentportefølje. Selskaberne er typisk forgrenet som et industrielt netværk, hvor politisk kollaps i et enkelt land kun vil ødelægge en lokal forretning. Patenterne er udstedt land for land, og dermed kan de beskyttes og forsvares lokalt. Den politiske risiko er dermed diversificeret kraftigt. Lande som Kina og Indien ventes at interessere sig i stigende grad for at investere i patenttunge brancher, og har for længst indset det nyttige i at beskytte patentsystemet lokalt. Det er her, en væsentlig del af indtjeningen vil ligge, og kan hjælpe disse lande med at springe op til den næste liga indenfor den globale økonomi. Med næsten tre trillioner USD i valutareserver for Kinas vedkommende er der rigelig basis for at gå i gang med indkøbene, og de ventes at komme efter infrastrukturinvesteringerne i Afrika, Mongoliet og Rusland er gennemført.

Tjeneren på hotellet i Berlin undskyldte mange gange. I hele Kempinski-kæden var der indtil videre ingen servering af grøntsager på grund af E-coli-forgiftninger. Selv om det er flere hundrede gange mere livsfarligt at køre bil året rundt, år efter år, accepteres denne risiko uden drama, parkeringskælderen i hotellet var fyldt til randen.

E-coli-dramaet er endnu et eksempel på, hvordan irrationelle fænomener behersker mediebilledet og samfundsbevidstheden, og hvor dårlig lægemiddelindustrien er til at spille på de emotionelle strenge, som er nødvendige for at ændre adfærd.

De fleste husker sikkert den stærkt omtalte svineinfluenza. Især i perioden 2008-2009 var der en frygt for en gentagelse af den spanske syge, som i 1918 forårsagede døden for ca. fem pct. af befolkningen. I tilfældet med svine-influenzaen var frygten stærkt overdreven, alligevel var det hovedtemaet i befolkningens mediebevidsthed og nyhedsdækning i lang tid, de maskerede folkemængder i Mexico og Japan har mange sikkert i erindring. Facit var tættere på 0,005 pct. eller ca. 25.000 dødstilfælde på verdensplan.

Alene normal influenza A er skyld i op til 1.000 dødsfald i Danmark om året. Svineinfluenzaen var yderst marginal i den sammenhæng, men havde stærke emotionelle dimensioner, som f.eks. hersker hos nogen over at flyve i forhold til  at køre i bil.

Nu er det sket igen: E-coli-bølgen, som foreløbig i alt har forårsaget mere end 30 dødsfald, har medført delvis kollektiv spisevægring af grøntsager. Hvert eneste dødsfald er forsidestof og grund til pressemøder i hospitaler. Denne daglige risiko for f.eks. at komme til skade i en ulykke er nærmest blevet fortrængt og accepteret, mens en salatskål nu kan udløse eksistensangst. Med andre ord nyder en hidtil ukendt sundhedsfare et sensationsmoment, mens de langt mere truende 99,999 pct. årsager til aftræden fra dette liv bliver glemt. Hvilken effekt har det haft på folkesundheden, at 250 mio. mennesker ikke har spist salat i samme mængde som før? Ingen tæller ligene her.

Igen føler jeg mig hensat til Erich Maria Remarques bog »Intet nyt fra Vestfronten« fra 1929 – her er den sundhedsmæssige front f.eks. kampen mod cancer, som præsident Richard Nixon udråbte i 1971, men som befolkningen er betydeligt mere tonedøv og accepterende over for.
 
Midt i al tumulten om E-coli-bakterien er f.eks. nyheden om den første livsforlængende behandling af særdeles aggressiv hudkræft ved Bristol Myers Squibbs produkt Yervoy blevet fuldstændig kvalt, selv om betydningen for menneskeheden er langt større. Horrorfilm om sjældne spøgelser er bare mere dragende end dokumentarprogrammer om de små positive mirakler.

Lægemiddelindustrien har i en ekstrem grad forsømt at vedligeholde en berettiget skræk for de rationelle trusler og rædsler. Der er ingen andre til at skrive manuskriptet på publikumvenlig vis –  for det politiske system virker nervøs for at reklamere for medicinske landvindinger af omkostningsmæssige årsager. En stor udfordring består i at normalisere menneskehedens trusselsbilleder, så ressourcerne bruges der, hvor der er størst gevinst.

Denne verden er betydeligt mindre rationel og oplyst, end vi bilder os ind.

Dagens synspunkt er skrevet af Florian Schönharting, medstifter af Nordic Biotec og bestyrelsesmedlem i Danish Venture Capital Association.

Klimaforandringer – hvem har ikke hørt om det . Et toptema for et par år siden. Al Gore, Bjørn Lomborg osv. En diskussion om mulige forandringer, som måske vil berøre alle mennesker på denne jord, især dem, som endnu ikke er født.  Foreløbig en accepteret hypotese, der har opnået en topklasse global  opmærksomhed.

»Bapineuzumab til behandling af Alzheimers« – hvem har hørt om det? Formentlig ingen uden for den farmaceutiske verden, d.v.s. næsten ingen. Dette sætter en ramme for den fantastiske evne, vi mennesker har til ikke at se rationelt og afbalanceret på denne verden og medicinalindustriens fatale mangel på proaktiv publicity.

Som del af menneskeheden deltager alle læsere i det negative lotteri, som både klimaforandringer og demens/alzheimers indebærer. Oddsene for at få demens er op til 50 pct. afhængigt af levetiden, begyndende med et encifret procentbeløb i begyndelsen af 60-årsalderen og herefter kraftigt stigende. Dvs. der er en tocifret sandsynlighed for at trække det negative lod. Med det fyldte 60 år melder der sig en eksponentielt stigende grad af demens.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er ca.1,5 pct. af 65-årige demente, denne forekomst stiger til knap 50 pct. over de følgende 30 år. Estimater viser, at der over de næste årtier vil komme 100.000 flere demens-patienter i Danmark. Allerede nu lever 400.000 danskere med en dement person i familien. Udover den personlige og ikke mindst familiemæssige tragedie gemmer der sig også en økonomisk katastrofe. Omkostningerne til demens bliver fra en nylig undersøgelse i 2010 anslået til over 1.000 mia. kr. for EU, hvilket vil vokse kraftigt ligesom sygdomsudbredelsen. Alligevel er der stort set intet kendskab til pipelinen og de muligheder, som bliver udforsket, som muligvis kan ændre disse odds mærkbart.

Har biopharma-industrien virkelig en redning på vej til demens? Muligvis kommer det i 2013 – fra det gennem tiderne udskældte irske selskab Elan – som i mange år var landets stolthed. Selskabet har udviklet antistoffet bapineuzumab. Verdens største farmaceutiske selskab Johnson & Johnson gennemfører to store registreringsforsøg i alzheimers-patienter.

Hvad er chancerne for, at det vil redde menneskeheden fra de grusomme statistikker som nævnt ovenfor? Realistisk set ikke mere end 20 pct. Men en række andre forsøg spiller ud i samme tidsperiode, og tilsammen er der en langt højere chance for at reducere de store konsekvenser, demens eller alzheimers har. Alt sammen en monumental og heroisk indsats som foregår i ubemærkethed.

Utvivlsomt at biopharma-industrien selv bærer en del af skylden – de har ikke været offensive nok i PR-delen for at gøre pipeline-aktiviterne, som koster mere end 100 mia.dollar årligt til hvermandseje. Det vil sige, at gøre ethvert klinisk forsøg, som er vellykket, til en begivenhed på forsiden, fordi den vedkommer mange mennesker.

På denne måde kan forskning og udvikling gøres til et politisk aktiv i stedet for konstant at blive betraget i lyset af stigende sundhedsomkostninger og dermed bliver et politisk passiv. Derfor er der al mulig grund til, at biopharma-industrien mangedobler budgettet for spindoktorer og PR.

Dagens Synspunkt er skrevet af Florian Schönharting, medstifter af Nordic Biotec og bestyrelsesmedlem i Danish Venture Capital Association.

I disse tider med maksimal usikkerhed har finansmarkederne vist deres svage side: Ikke at vide hvad man ikke ved. Årsagen er forankringen i en tro på, at analytiker-prognoser har en langt større værdi, end de i virkeligheden har. Konsekvensen er massiv fejlallokering af kapital og tab som i tilfældet Pandora A/S og Dendreon Inc. Investorene har først og fremmest brug for hjælp til at finde ud af, om de er i en komplet tåge eller i investeringer, der kan beregnes meningsfyldt.

Det danske aktiemarked har været fyldt med avisartikler om den nu berømte »P«-aktie, hvis foreløbige – men dramatiske fald var en ny prøvelse for de institutionelle investorer. Hvordan kan en ledelse og analytikere så kort før en dramatisk nedjustering være så enige om det præcist modsatte, nemlig at det går meget bedre, end investorerne tror. Kan man overhovedet forudsige et forløb som omsætning og gevinst/tab i dette tilfælde?

Der er med andre ord til tider tale om reel usikkerhed, som står i modsætning til begrebet risiko. Sidstnævnte er noget, man kan beregne; hvor sandsynligt er det, at en terning har udfaldet en sekser.

Reel usikkerhed betyder, at man ikke kan vide, om det er en seks- eller otte- eller hundredekantet terning. For både selskaber og analytikere begynder øvelsen dermed forkert ved ikke at sige de yderst vigtige, men simple ord: »Det ved jeg ikke«, hvis der er tale om reel usikkerhed.

Det drejer sig ikke om den faglige kompetence af analytikere, som er begavede over gennemsnittet: Man kan se det inden for det biofarmaceutiske område, hvor højtstuderede læger utvivlsomt har en kvalificeret baggrund for at forstå medicinmarkedet. Tilfældet Dendreon, som var den biopharmaceutiske verdens modstykke til »P«-aktien, viste, at selv en gruppe læger og erfarne analytikere fra Harvard og Stanford kan ramme grundlæggende forkert og efterlade aktien 80 pct. lavere og med ekstrem usikkerhed om fremtiden, fordi de heller ikke erkendte naturen i usikkerheden af en produktlancering.

Som økonomen Merton Miller allerede viste i 1977 er investorer i de selskaber med den største informationsusikkerhed som regel overvurderede, da det kun er de mest (urealistisk) optimistiske investorer, som ejer disse aktier. Romain Bouis fra Frankfurts universitet viste i 2003, at det i forstærket omfang gjorde sig gældende for børsnoteringer.

En anden økonom Frank Zhang fra Yale universitetet viste i 2005, at analytikernes forventninger i selskaber med høj reel usikkerhed var mest forkerte, og at analytikernes evne til løbende at kunne tage konsekvensen af informationer var betydeligt ringere.

Det vil sige jo mere tåget situationen er, desto mere stædige er analytikerne, lige indtil dommedag kommer, og reaktionen nødvendigvis bliver maksimal i form af massivt kurstab.

Det er en grundlæggende opgave for finansmarkedet – i stedet for en konkurrence om de mest avancerede modeller og tykkeste rapporter – at lave en helt basal inddeling i reel usikkerhed versus risiko. Så kan investorerne vælge på samme måde, som de kan vælge mellem at spille poker eller købe en statsobligation. I stedet for »køb , sælg eller hold« , hvad så med at supplere med mulighed nr. 4: »Det ved jeg ikke«?

Et kursfald på 50 procent, på baggrund af et manglende partnerskab for Ba varian Nordics prostatacancervaccine Prostvac, er dramatisk. En forestående kapitalrejsning og en øget usikkerhed omkring Prostvacs muligheder er dog reelle udfordringer.

Hvordan skal vi vurdere den manglende partneraftale på det afgørende Prostvac-produkt? Første mulighed er, at samtlige partnere efter dybere gennemgang har fundet brister i projektet, som Bavarians interne team har overset. Som regel er dette en lav sandsynlighed.

Anden mulighed er, at der ikke er enighed om prisen: Bavarians bestyrelse består af en række erfarne og yderst begavede personligheder indenfor farma og forretning – der må antages at have hersket fuld bevidsthed om, hvad en manglende partnerskabsaftale og den afledte kapitalrejsning ville betyde, så det er usandsynligt at man skulle have spillet for hårdt. Den tredje mulighed er, at ledelsen har trængt sig selv op i et hjørne pga. forventningsdannelsen, som er et reelt selvmål.

DER FINDES HUNDREDVIS af licensprojekter til salg i øjeblikket, og der afsluttes ganske få aftaler om året. Der er ingen aftale, før der er den endelige underskrift, selv om 20 farmaselskaber har underskrevet fortrolighedserklæringer og enten er i gang med due diligence eller har fremsendt termsheets. Licensafdelingerne er de fleste steder stærkt begrænsede i deres ressourcer, og det er langt fra en rationel proces alle steder.

Børsmarkedet har altså fældet den dom, at Prostvac er meget mindre værd, fordi ingen partner vil have det Selvmålet fra ledelsen kommer primært i forventningsdannelsen omkring partnerskabet. Det er som at skrive en negativ option på sig selv som kun har værdien nul eller lavere: alle farmaselskaberne ved at hvis de ikke skriver under så er bavarian i krise.

Hyppige opdateringer til kapitalmarkedet på hvor mange partnere der er med i processen, er decideret skadelige for selskabet, idet forhandlingsspillerummet bliver begrænset, partnerkandidaterne kan jo også læse avis.

Situationen er primært et kommunikativt og strategisk problem.

MINDRE BØRSNOTEREDE selskaber har en strukturel ulempe mht. kommunikationen og forventningsdannelsen omkring disse processer, og bør anlægge den strategi, at de udelukkende kommenterer/ orienterer om eksistensen af en aktivitet, men ikke udviklingen. Selv om der konstant spørges fra alle sider.

Udfaldet kan muligvis blive påvirket heraf i positiv retning, og kursvolatiliteten reduceres.

Hvad er den bedste vej fremad herfra? En oplagt mulighed er at ledelsen personligt investerer et pænt beløb i den kommende kapitalrejsning, som skal ses i forhold til deres private formue. Dette vil være et håndfast signal om at farmaselskaberne ikke har fundet brister i produktet og i stærkere grad forene interesserne.

Insiderkøb af aktier har i en række videnskablige undersøgelser indikeret en god informationsværdi.

Forude glimter stadigvæk drømmen om at blive et nyt Dendreon Inc. med en markedsværdi på mere end 20 mia. kr.