Den meget omtalte amerikanske Sarbanes Oxley-lov (kaldet Sox), som var en reaktion på Enron-skandalen, fejrer tiårsjubilæum. For iværksættere, investorer og samfundet som hele er der ingen grund til den store fødselsdagsfest. Sox er ikke kun et amerikansk fænomen, men et tegn på den stigende regulering verden over.
Kerneproblemerne er ikke berørt af Sox og andre tiltag: Fuldstændig overvurderede og forældede regnskabsprincipper, der stammer fra den sene middelalder, samt for lille grad af interessesammenfald mellem aktionær og ledelse vil igen og igen byde på nye katastrofer – uagtet og måske forstærket af forkert regulering, da det giver falsk tryghed.
Sox består af mange punkter, men de væsentligste elementer er kriminalisering af regnskabsaflæggelsen og rutiner til skarpere adskillelse af bestyrelse, revision og ledelse. Vi kan aldrig fastslå, hvilke skandaler Sox har forebygget, idet de derfor definitorisk ikke skete. Hvad, der dog med sikkerhed kan siges, er, at Sox ikke er totalløsningen til forebygning af periodiske jordskredsskandaler: De moderne regnskabsprincipper blev opfundet af italieneren Luca Pacioli i 1494 og gælder fortsat i dag, og det er endda glimrende, som en professor i regnskabslære ved CBS engang ironisk sagde til undertegnede, »forudsat at virksomheden er en italiensk købmandsbutik fra renæssancen«.
Dagens virksomheder er alt andet end dette – off balance sheet-aktiver, OTC-finansielle kontrakter, immaterielle aktiver, forskelle i going concern versus likvideringsvurderinger er bare et par temaer fra dagens informationssamfund, som ikke findes i de fleste købmandsbutikker. Regnskabsloven og dens håndtering i praksis er ikke gearet til at favne disse nye og ekstremt komplekse dimensioner. Siden Sox’ indførelse har der været et hav af skandaler som lige præcis bunder i utilstrækkelighederne – Lehman Brothers, Bear Stearns og stort set hele finanssektoren. En ny bestyrelse og pludselig vurderes alle aktiver helt anderledes med konkurs til følge? I dag findes der ikke nok transparens af risikobilledet, eksponeringer og korrelationer, som understøtter finansielle investorer i prisfastsættelsen. Hvad nytter det så, at ledelsen underskriver et regnskab, at tallene er rigtige og følger lovgivningen – under trussel af straf?
Den anden del af grundproblemet er tilstedeværelsen af »svage« sjæle på ledelsesgangene, som har udnyttet uigennemsigtighed og mangel på præcision til at sælge ekstremt risikofyldte papirer til mere eller mindre manipulerede investorer. Aktieejerskabet af ledelser og bestyrelser er typisk langt under fem til ti pct. Det vil sige, at risikofyldt adfærd muligvis køres på bekostning af aktionærernes værdier. Selvregulering, selvinteresse og moral er de stærkeste midler – hvordan får vi det tilbage? De institutionelle investorer forventes at få øget pres på at spille en rolle her i de kommende år – Sox hjælper ikke her.
Præsident Obama har nu i flere omgange forsøgt at reducere Sox – revisionsbranchens lobby har forhindret det – der er grund til eftertanke frem for at fortsætte ti år i samme spor, når det tydeligt viser sig at være en blind vej.
Skriv en kommentar