I stedet for at konkurrere om de mest avancerede modeller og tykkeste rapporter ville det være en vigtig opgave for finansmarkedet at lave en inddeling i reel usikkerhed versus risiko.
I disse tider med maksimal usikkerhed har finansmarkederne vist deres svage side: Ikke at vide hvad man ikke ved. Årsagen er forankringen i en tro på, at analytiker-prognoser har en langt større værdi, end de i virkeligheden har. Konsekvensen er massiv fejlallokering af kapital og tab som i tilfældet Pandora A/S og Dendreon Inc. Investorene har først og fremmest brug for hjælp til at finde ud af, om de er i en komplet tåge eller i investeringer, der kan beregnes meningsfyldt.
Det danske aktiemarked har været fyldt med avisartikler om den nu berømte »P«-aktie, hvis foreløbige – men dramatiske fald var en ny prøvelse for de institutionelle investorer. Hvordan kan en ledelse og analytikere så kort før en dramatisk nedjustering være så enige om det præcist modsatte, nemlig at det går meget bedre, end investorerne tror. Kan man overhovedet forudsige et forløb som omsætning og gevinst/tab i dette tilfælde?
Der er med andre ord til tider tale om reel usikkerhed, som står i modsætning til begrebet risiko. Sidstnævnte er noget, man kan beregne; hvor sandsynligt er det, at en terning har udfaldet en sekser.
Reel usikkerhed betyder, at man ikke kan vide, om det er en seks- eller otte- eller hundredekantet terning. For både selskaber og analytikere begynder øvelsen dermed forkert ved ikke at sige de yderst vigtige, men simple ord: »Det ved jeg ikke«, hvis der er tale om reel usikkerhed.
Det drejer sig ikke om den faglige kompetence af analytikere, som er begavede over gennemsnittet: Man kan se det inden for det biofarmaceutiske område, hvor højtstuderede læger utvivlsomt har en kvalificeret baggrund for at forstå medicinmarkedet. Tilfældet Dendreon, som var den biopharmaceutiske verdens modstykke til »P«-aktien, viste, at selv en gruppe læger og erfarne analytikere fra Harvard og Stanford kan ramme grundlæggende forkert og efterlade aktien 80 pct. lavere og med ekstrem usikkerhed om fremtiden, fordi de heller ikke erkendte naturen i usikkerheden af en produktlancering.
Som økonomen Merton Miller allerede viste i 1977 er investorer i de selskaber med den største informationsusikkerhed som regel overvurderede, da det kun er de mest (urealistisk) optimistiske investorer, som ejer disse aktier. Romain Bouis fra Frankfurts universitet viste i 2003, at det i forstærket omfang gjorde sig gældende for børsnoteringer.
En anden økonom Frank Zhang fra Yale universitetet viste i 2005, at analytikernes forventninger i selskaber med høj reel usikkerhed var mest forkerte, og at analytikernes evne til løbende at kunne tage konsekvensen af informationer var betydeligt ringere.
Det vil sige jo mere tåget situationen er, desto mere stædige er analytikerne, lige indtil dommedag kommer, og reaktionen nødvendigvis bliver maksimal i form af massivt kurstab.
Det er en grundlæggende opgave for finansmarkedet – i stedet for en konkurrence om de mest avancerede modeller og tykkeste rapporter – at lave en helt basal inddeling i reel usikkerhed versus risiko. Så kan investorerne vælge på samme måde, som de kan vælge mellem at spille poker eller købe en statsobligation. I stedet for »køb , sælg eller hold« , hvad så med at supplere med mulighed nr. 4: »Det ved jeg ikke«?
7. september 2011 kl. 09:08
For det første står vi i det problem, at renten er 0.
Det betyder, at afkast divideret med rente, hvilket er lig kapitalværdien af et lån, der kun forrentes; men aldrig betales tilbage.
Denne kapitalværdi er uendelig, hvis renten er 0. Dvs. umulig at bestemme i praksis.
For det andet er tyrkertroen på diversifikation som universalkur mod risiko en misforståelse:
Dels betyder det ikke, at man skal inkludere hvilken som helst aktie i porteføljen bare fordi den passer ind i roderiet; dels kommer man ikke uden om den risiko, der ikke er tilfældig.
For det tredie er aktier ikke en finansieringsform, der er særlig egnet til nye virksomheder, hvor risikoen er stor. Disse virksomheder kræver en speciel indsigt i fagområdet for, at man kan vurdere de reelle fremtidsmuligheder for produktet.
For det fjerde kræver passiv investering – uden engagement og indflydelse på virksomheden – en naiv overbevisning om, at verden kun har det ene formål at proppe penge ned i lommen på en.
For det femte trodser man al fornuft, når man anvender læner sig op ad “bankanalytikere”, hvis hæderlighed er omtrent lige så dubiøs, som deres evne til at regne. Det viser sig nemlig, at svingninger i aktiekurser er fordelt efter en fordeling som ikke har nogen spredning. Alligevel lader de kære væsener som om den har.
Man kan så også se på, at banker med regelmæssige mellemrum ruinerer sig selv og aktionærerne – hvilket betyder, at de kan end ikke “røggive” til egen fordel!