Skattedebatten fokuserer på lave skattebetalinger for udenlandske og danske selskaber. Et andet perspektiv er at se denne tid som en stor mulighed for at blive globalt bioteknologicentrum netop ved at gå forrest i en udvikling, som formentligt ikke kan standses.
Grundlæggende skal Danmark i stigende grad leve af bioteknologisk produktion og eksport – det er allerede en af de største eksport kategorier. Inden for bioteknologi vil store selskaber som Roche og Abbott tage langsigtede investeringsbeslutninger, som kan medføre flere hundrede eller tusinde ansatte pr. fabrik og give næring til en hel følgeindustri af lokale underleverandører. Præsident Obamas forbedrede beskyttelse af bioteknologiske produkter i form af 12 års markedseksklusivitet for proteinlægemidler, gør det endnu mere attraktivt at få de nye produktionsenheder til Danmark, da det svarer til at få en oliekilde til Jylland, som skaber et forudsigeligt cashflow. Hvem er ikke interesseret i det ?
Samtidig er der stigende tegn på en kommende produktionsflugt fra USA – primært på grund af den høje amerikanske skat – Obama har låst landet fast på grund af den ekstreme finanspolitik – reaktionen er flugt. Dette er en historisk mulighed, den amerikanske selskabsskat på 40 pct. har betydet markante ændringer i selskabernes investeringspolitik, f.eks. har Roche annonceret neddrosling af produktionsstederne Vaccaville, South San Francisco, og Oceanside i Californien. Til gengæld øges produktionen i den nye facilitet i Singapore. Hvorfor? Den yderst begrænsede beskatning er klart et forhold i en tid, hvor optimering er et stort tema i biopharma-sektoren.
Danmark så ud til at være godt med i konkurrencen – den lange erfaring og viden med bioteknologisk produktion i snart 100 år hos Chr.Hansens Laboratorier og Novo Nordisk A/S er styrkerne. Ligeledes var der tidligere en mulighed for at investere i nye fabrikker i Danmark gennem amerikanske kommanditselskaber i danske K/S-selskaber og dermed undgå beskatning af den merværdi, som blev skabt på selskabsplan. Det lignede en klar win-win løsning: Den konkrete sag var selskabet BiogenIdec’s tre mia. kroners satsning på en fabrik i Hillerød. Danmark høstede 80-90 pct. af gevinsten ved lokale arbejdspladser, indkomstbeskatning, moms, afgifter etc. og BiogenIdec tog resten. Denne model virkede, indtil Folketinget ændrede loven.
BiogenIdec har nu valgt at drosle aktiviteten ned, og flere ansatte er med stor sandsynlighed ikke på vej. I biopharma-kredse har Danmark med BiogenIdec-fabrikken desværre statueret et negativt eksempel, der næppe får flere til at komme til landet foreløbig, medmindre der bliver gjort noget offensivt. Den danske fokus på, hvad andre får ud af at investere i landet, frem for at fokusere på, hvad Danmark får ud af det, synes at være problemet, samt muligvis manglende overblik over det relativt komplicerede biopharma-område.
Faktum er, at både danske og udenlandske selskaber i høj grad flytter efter både kompetencen og selskabsskatten, og mulighederne for mobilitet har aldrig været højere. Her hører bioteknologisk forskning og produktion til den mere »sticky« klasse: En gang etableret er det sværere – men på sigt ikke umuligt at flytte. På trods af den momentane polemik forventes selskabsskatten at tendere mod langt lavere niveau i EU over de næste årtier, nyligt pres på Irland ifm. finanshjælpen gav ikke et resultat. Sket er sket, men hvorfor ikke gå forrest i en udvikling, der alligevel ikke kan stoppes, og udnytte mulighederne til et historisk skaktræk.
Skriv en kommentar