Det er en forståelig og enkel strategi for investorer, som ikke ønsker den tilsyneladende høje risiko i pharmaselskaber: Sats på selskaber, som fokuserer på sjældne sygdomme.
Investorer verden over søger i øjeblikket febrilsk efter nye hjem for deres kære penge. Disse tider er usædvanligt svære: en blanding af stigende renter, stigende inflation, faldende ejendomsmarked, stigende energipriser og faldende vækst minder bedst af alt på overskiftsniveau om de ikke så glade 1970ere. Normalt er nedgangstider for økonomien præget af gode tider for sundhedsbranchen; sektoren gælder som den stabile faktor, en uafbrudt indtjeningsmaskine, som en sneplov i en oversneet by, en af de få ting som fungerer. Grunden hertil er den på kort sigt uafhængige situation i forhold til konjunkturer.
Denne gang, og anderledes end tidligere, er investorerne dog i begrundet vildrede: Pharmaindustri er ikke den sikre industri, den var tidligere. Flere af de store selskaber er faldet mere end 50 pct., sundhedsmyndigheder er mere negative end på noget tidligere historisk punkt, Obama truer i baggrunden og, patentudløb knuser flere etablerede selskabers drøm om fortsat uafhængighed. Nogle stjerneselskaber kommer op på himmelen, såsom Celgene Inc. og Questcor Inc., men endnu flere stjerneselskaber falder i ugunst. Med andre ord et tilsyneladende kaos, som investorer har svært ved at se op og ned på.
I virkeligheden er der ikke noget nyt under solen. I en 15-årig periode blev kapitalmarkederne bildt ind af forkromede bankere fra finanstemplerne i London og New York, at fremtiden ikke er et pendul, som svinger frem og tilbage, men snarere en uafbrudt vækstmaskine.
Pendulet er ved at have svinget så kraftigt i den negative side på næsten alle fronter, at oddsene for fremtiden begynder mere og mere at se virkelig lovende ud. At finde vinderselskaberne i dette miljø kræver dog fortsat en specialviden og erfaring, som ikke er de fleste investorer forundt – de sidste katastrofesituationer er med andre ord ikke set endnu.
Her er derfor en forståelig og enkel strategi for investorer, som ikke ønsker den tilsyneladende høje risiko i pharmaselskaber: Sats på selskaber, som fokuserer på sjældne sygdomme. I modsætning til massesygdomme gør myndighederne i USA alt for at lette tilgangen til ny medicin d.v.s. bl.a. ved at lette udviklingsbyrden til markedet. Årsagen er, at der findes hundredvis af sygdomme, som er for små til, at industrien har forsket og udviklet medicin.
Resultatet er derfor oftest ubehandlede patienter, som er overladt til sig selv. At der i mange tilfælde er tale om genetiske sygdomme gør bestemt ikke skæbnen mere retfærdig, derfor yder myndighederne en indsats for mere medicinal udvikling. Prisfastsættelsen for ny medicin er derfor sympatisk og udviklingsvejene korte, hvilket kan betyde en pæn indtjening. Som regel har de høje priser pr. patient ingen betydning for sundhedssbudgetterne, fordi der som sagt er tale om sjældne sygdomme. Der er næsten ingen generisk konkurrence, og der er typisk ingen eller kun et til to konkurrerende produkter i pipelinen. For biotechselskaber og samfund danner disse sjældne sygdomme en perfekt symbiose mellem ønsket om højt investorafkast og at give stakkels patienter en behandling.
Selskaber, der følger dette koncept, har dermed en rimelig sikker indtjening og vil fortsætte deres indtjeningsvækst med en brøkdel af de risikofaktorer, som de andre selskaber er udsat for. Eksemplerne er her schweiziske Actelion AG, amerikanske Genzyme Inc., Biomarin Inc. og Alexion Inc. Dette er et par af mulighederne for den stressede investor, som først og fremmest har brug for stabilitet i en sindsoprivende tid.
Skriv en kommentar